Læserbrev: Det forkælede nordfolk

Jeg er et privilligeret ungt menneske. Jeg lever i et land, hvor der er ytringsfrihed, en privat ejendomsret, og hvor jeg kan komme gratis på sygehuset, hvis jeg en dag bliver syg. Jeg lever i et velfærdsland, men som én af de efterhånden få, så har jeg indset at dette ikke er en selvfølge. Vi bliver nødt til at gøre noget snart, hvis vi skal bevare vores velfærd – og her er en efterlønsreform en af løsningerne.

Argumenter som ”Hvad med den nedslidte tømrer?” flyver gennnem luften. Der bliver fundet den ene historie frem efter den anden, men som de undersøges viser det sig ofte, at der nok ikke var så meget om snakken alligevel.

Jeg har forældre og bedsteforældre, som er vokset op i et anderledes Danmark, men som fortæller mig, at de aldrig har manglet noget trods pengene ikke var til en stor legetøjsbil til jul eller til en udenlandsk ferie hver sommer, som er noget af den luksus, som vi dansker efterhånden gøre krav på.  Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi danskere ikke har det med at glemme, hvor godt vi har det i dagens Danmark – og hvor godt vi havde det til trods for at vi måtte leve uden efterløn? At denne luksus blev indført, fordi vi dengang havde det omvendte problem af, hvad vi har i dag. Vi bør heller ikke glemme, at efterlønnen blev indført af en socialdemokratisk statsminister, som dengang indførte en kortsigtet løsning på dette problem – nøjagtigt som S/SF ønsker at gøre med den danske økonomi i dag. I fremtiden vil vi bare løbe ind i et nyt økonomisk problem, hvis dette lykkes.

Vi har en krævementalitet på størrelse med Eiffeltårnet – og hvis det ikke er højt nok, så kræver vi endnu mere. Vi kræver mere og mere – men hvorfor kræver vi så ikke mere af hinanden? Vi kræver af vores stat og tager helt forgivet alle de ting som dagens Danmark har. Vi tager ikke længere ansvar, men beder pænt staten om at hjælpe os igennem livets op- og nedture – og så skal den også lige hjælpe os med at fortælle, hvor mange genstande der skal maksimalt må ryge gennem kroppen. Vi bør ikke glemme, at velfærd er at hjælpe de svageste i samfundet. Ikke at hjælpe dem, som faktisk godt kan, men hellere vil slappe af, stå på ski eller spille golf. Vi er nogle forkælede mennesker!

Vi bør også åbne vores horisonter en smule og kigge ud på vores nabolande og andre lande. Jo vidst, har de måske andre samfundsnormer end os heldige danskere, men vi bør stadig tænke over, at der er mange andre i verden, som lever uden efterløn, uden et gratis sundhedsvæsen, uden gratis uddannelse og uden økonomiske bidrag til næsten enhver situation, som man kan havne i som dansker i dag. Hvorfor er det så, at vi forkælede danskere mener, at vi ikke kan leve uden efterløn? I 2015 vil over 2 millioner dansker ifølge Cepos være på overførselsindkomst. Dermed tegner der sig et klart bilede af, at færre privat ansatte skal finansiere flere personer på overførselsindkomst og offentligt ansatte. Det sætter både den økonomiske vækst og de offentlige finanser under pres. Derfor må vi indse, at vi ikke længere har råd til så mange goder under en krisetid, og så må vi også indse, at der er nogle som har kunnet leve uden disse i mange år og stadig gør. Så kan vi også, Danmark!

Derfor skal vi have en regering, som tør tage det ansvar. En regering, som kan gøre op med krævementaliteten. En regering som er modige og har motivition overfor morgendagens udfordringer. En regering, som giver ansvaret tilbage til borgerne og giver os frihed under vingerne.

Med andre ord har vi brug for en liberal regering, som tør tage udfordringerne op og er klar til at gennemføre de nødvendige reformer.

Relaterede artikler