Vedtægter


Se vedtægterne som pdf.

Vedtægter for Venstres Ungdom i Aalborg

§ 1 Foreningens navn er Venstres Ungdom for Aalborg og omegn.
§ 2 Foreningens hjemsted er Aalborg Kommune.
§ 3 Foreningen er medlem af Venstres Ungdoms Landsorganisation.
§ 4 Foreningens formål er:

  1. at arbejde med og sprede oplysninger om samfundsmæssige, kulturelle og internationale spørgsmål blandt unge på grundlag af liberale ideer samt i tilslutning hertil.
  2. at søge indflydelse på samfundets udvikling.

§ 5 Som medlem af foreningen kan optages enhver, der sympatiserer med foreningens formål og virke – og som ikke er medlem af en forening, hvis formål strider mod VU Aalborgs. Medlemmer over 30 år regnes for støttemedlemmer og har derfor ikke stemmeret.

Bestyrelsen kan afslå en anmodning om optagelse som medlem, samt midlertidigt udelukke medlemmer, hvis handlinger er til skade for foreningen. Endelig afgørelse om udelukkelse træffes på en generalforsamling (ordinær eller ekstraordinær), hvor sagen skal være optaget på dagsordenen. Den pågældende generalforsamling skal afholdes senest to måneder efter bestyrelsens beslutning.

§ 6 Kontingent for det kommende foreningsår fastsættes på indeværende års generalforsamling. Kontingentet skal mindst udgøre det til landsorganisationen fastsatte kontingent.

§ 7 Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der ordinært afholdes hvert år i januar kvartal. Indkaldelse til generalforsamlingen sker med mindst 14 dages varsel ved skriftlig henvendelse til medlemmerne.

Stk. 2 Alle medlemmer, der har betalt forfaldent kontingent, har stemmeret og er valgbare. Stemme kan ikke afgives ved fuldmagt.

Stk. 3 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

  1. Valg af stemmetællere
  2. Valg af dirigent
  3. Formanden aflægger organisatorisk og politisk beretning
  4. Kassereren fremlægger det reviderede regnskab til godkendelse
  5. Fastsættelse af kontingent for kommende foreningsår
  6. Behandling af indkomne forslag fra bestyrelsen og medlemmer
  7. Valg af formand
  8. Valg af næstformand
  9. Valg af kasserer
  10. Valg af 6 bestyrelsesmedlemmer
  11. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
  12. Valg af 1 repræsentant til VU’s landsstyrelse og 1 suppleant
  13. Valg af 2 revisorer og 2 suppleanter
  14. Eventuelt

Stk. 4 Alle valg gælder for et år af gangen

Stk. 5 Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 7 dage forud for generalforsamlingen.

Stk. 6 Generalforsamlingen er altid beslutningsdygtig og træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal. I spørgsmål om udelukkelse fra foreningen kræver vedtagelse 2/3 flertal af de afgivne stemmer. Dirigenten fastsætter afstemningsmetoden, dog skal skriftlig afstemning foretages hvis blot ét medlem kræver det.

Stk. 7 Ekstraordinær generalforsamling skal holdes, når bestyrelsens flertal eller mindst en tredjedel af medlemmerne kræver det.

§ 8 Bestyrelsen vælger repræsentanter til Venstres organer og nedsætter fornødne udvalg.

  1. Hvis der i perioden bliver brug for flere suppleanter end de valgte er bestyrelsen selvsupplerende.
  2. Foreningen tegnes ved køb, salg og pantsætning eller ved anden hermed ligestillet disposition af formanden og kassereren. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt.
  3. Foreningens regnskabsår går fra d. 1. januar til d. 31. december.

§ 9 Årsregnskabet revideres og beholdningernes tilstedeværelse konstateres af de på generalfor-samlingen valgte revisorer.

§ 10 Nærværende vedtægter kan kun ændres på en generalforsamling, og kun når 2/3 af de frem-mødte stemmer for ændringen.

§ 11 Foreningen kan kun opløses, når dette vedtages med mindst 2/3 flertal på 2 hinanden

følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær, med mindst en måneds mellemrum.

Stk. 2 Ved opløsning vil foreningens midler blive deponeret hos VU’s landsorganisation til en ny VU-forening i Aalborg.

Således vedtaget på generalforsamlingen, lørdag den 12. februar 2011

Christian Merrild – Referent

Jakob Engel-Schmidt – Dirigent


Hosting sponseret af iPhone 4 covers fra iMania.dk